Over hele verden mister kulturer deres sprog, deres stemme og de områder, hvor de lever. UC-CIPO eksisterer for at vende dette: at anerkende enhver kultur, beskytte dens identitet og give den et permanent sted, som grænser og tid ikke kan tage væk.
Den korte version, for alle der vil forstå hvorfor dette er vigtigt.
Pengene forbliver på toppen. Offentlige og private kulturmidler går for det meste til store institutioner i storbyerne, ikke til lokalsamfundene – et mønster, der har været gældende i 40 år.
Finansieringen flyder væk fra producenterne. Flere af disse penge bevæger sig nu gennem økonomien, universiteterne og forskningen i stedet for til de mennesker, der rent faktisk skaber og bærer kulturen.
Lokale nyheder er ved at dø. Uafhængige og lokale aviser lukker ned, i USA alene er der gået omkring 3.500 aviser tabt, og ca. 50 millioner mennesker har nu få eller slet ingen lokale nyheder.
De uafhængige medier er under pres overalt. Pressefriheden er på sit laveste niveau i 25 år, og den er faldende i alle regioner i verden, ikke kun i Vesten.
Fællesrum lukker. Græsrodsscener og kulturrum lukker dørene, mens de største aktører melder om rekordindtægter.
Fællesskaber bygger deres egne. Fællesskaberne reagerer ved at skabe deres egne medier, der ejes af dem, og det virker.Det er præcis, hvad United Cultures bygger.
Det er ikke en fjern risiko, det sker nu i alle regioner, målt og dokumenteret.
Kulturer passer ikke inden for moderne grænser, og de ophører ikke, når en grænse flytter sig: En kultur, der er fordrevet fra sit hjemland, er stadig den samme kultur.
En enkelt kultur kan eksistere i mange lande og regioner på én gang. UC-CIPO registrerer den en gang, forbundet med hvert sted, hvor dens folk bor, ikke opdelt af linjer på et kort.
Imperier stiger og falder, grænser trækkes om, men en registreret kultur bevarer sin identitet og sit permanente spor, uanset hvilken stat der nu regerer landet.
Når et samfund er splittet af konflikt eller migration, forbliver dets medlemmer bærere af kulturen.Fordrivelse sletter ikke tilhørsforholdet, og UC-CIPO anerkender kulturen, uanset hvor befolkningen befinder sig.
Et land er ikke en kultur, et land kan indeholde snesevis eller hundredvis af forskellige kulturer, og mange af dem anerkendes ikke af nogen.
Nationer som Indien, Nigeria, Indonesien og Papua Ny Guinea rummer hver især hundredvis af kulturer og sprog, der alle har en fuldstændig identitet, der er værd at beskytte.
Subnationale, regionale, indfødte, mindretals- og diasporakulturer er ligeværdige i UC-CIPO .En kultur behøver ikke at være stor eller magtfuld for at blive anerkendt.
En kultur kan registrere sig hos UC-CIPO gennem sit eget samfund, ikke kun gennem en regering. Samfundet ejer sin kultur; et ministerium kan godkende den, men det ejer den ikke.
Hvor faren er størst, kommer beskyttelse først.
Kulturer, hvis sprog er stærkt truet eller kun tales af et lille antal ældre, får prioriteret støtte til at registrere og dokumentere deres kulturarv, før den går tabt.
Lokalsamfund, der er blevet rykket op med rod på grund af krig eller tvungen migration, prioriteres, så identiteten bevares, selv når hjemlandet ikke kan.
Når en kultur er registreret, forankres dens elementer på UC Chain: en permanent optegnelse, der ikke kan ændres eller slettes, selvom fællesskabet spredes.
